Før vi fik de hære, som vi kender i dag, så var det kun ganske få herremænd, som havde en rigtig hær. Ofte var krigerne bønder, og de havde ikke noget rigtig militærtræning, så deres våben var ofte de ting, de brugte til hverdag. Det vil sige den bue, som de brugte til jagt, en økse, som de brugte i skoven, og måske en stor kniv, som de kunne bruge til mange ting på gårdene.
Det samme gælder for Asien, hvor mange af de våben, som vi i dag ser brugt i kampsport, faktisk er redskaber, som er brugt i landbruget. Klassiske våben som nunchakoen og sejlen er faktisk redskaber, som man brugte til at høste og tærske korn med, så man kunne få dem skilt fra og sikre, at der var til at male mel.
I Europa var det ikke anderledes, og der v
ar der også beskrivelser af bondehære som med høtyve, hammere og madknive kæmpede på lige fod med riddere og de professionelle krigere, der var i sold hos den enkelte herremand.
Indenfor murene
Dem, som boede indenfor murene ved de store borge, blev ofte også bedt om at deltage i forsvaret, og også her var der andre våben. Noget som ofte blev brugt kunne være kogende olie eller vand, som blev smidt ned på dem, som stod med rambukken og prøvede at få portene brudt op, eller olie, som blev hældt over de tårne, som skulle hjælpe fjenden med at komme over murene. Når de var overhældt med olie, så blev de antændt, og fjenden døde en uhyggelig død ved at brænde ihjel. Våben fra hverdagen var det, som almene mennesker havde, og det var det, som de brugte til at kæmpe, selvom alle odds var imod dem.
